Spenglersan-Polysan, Enderlein-Isopatisk terapi

Tyskeren Karl Spengler er manden bag Spenglersaner. (Polysaner er fremstillet af hans søn ud fra samme principper) Er midler der både kan anvendes til terapi og diagnose. Midlerne har indtil de sidste nye EU-regler været anvendt til begge dele, men er p.t. ikke godkendt til behandling, men forventes snart at blive det.

I et menneskes blod, er der pga. tidligere sygdomme og arvelige anlæg cellulære antigener tilstede, disse sidder fast på erytrocyttens overflade, som er de røde blodelegemer der transporter ilt rundt i kroppen. Spenglersanner/Polysaner virker på den måde de virker som antigener og når de blandes med blodet udløses en antistofreaktion. Det fører til en agglutination, sammenklumpning af erytrocytterne, dette er samtidig målestok for antistofmængden.
Vi har 10 spenglersan/polysan: A, D, DX, E, G, K, OM, R, T.

Man kan med Spenglersaner lave en koloid test som kan bruges som diagnoseform. Man bruger syv rene objektglas. De fire lægges for sig på et underlag, hvorefter der lægges en dråbe spenglersan, af de forskellige typer på glaspladderne. Man tager en dråbe blod fra patientens fingerspids (evt. på hjørne af andet objektglas).

Bloddråben blandes omhyggeligt med spenglersandråben, og prøverne står nu i 4-5 minutter, hvorefter der foretages en vurdering af hvor meget sammenklumpningen er. (evt. fra en skala fra 1 til 4.). Er der synlige sammenklumpninger ved en eller flere gives den eller disse til behandling, dog ikke mere end tre midler ad gangen. DX (Deltox kan ikke testes)

Med Spenglersaner/Polysaner vil man prøve at få udviklingen til at gå baglæns og genoprette symbiosen. De understøtter kroppen i dens egne regenerationsprocesser. Man kan tale om en form regressiv vikariation.

De findes i potensering D9 (Opløsning 1:1000000000). Det er en uspecifik påvirkningsterapi ud fra ideen om, "at små doser fremmer og store doser hæmmer".

Det er vigtigt man følger anvisningen nøje m.h.t. brug af Spenglersaner/Polysaner. Stigning i dosis må først foretages når den foregående dosis ikke fremkalder nogen forandring. Enhver overdosering fremkalder stor produktion af toxiske nedbrydningsprodukter.

Anvendelse:

Huden irriteteres med træskalpel (I klinikken Pondorff-gaffel) i albuebøjningen eller i lysken. Man putter herfter nogle dråber på afhængig af dosering. Når blodet kommer lige under overfladen af huden er virkningen bedre, derfor er det vigtigt at man gnider indtil huden er helt tør. Hvis folk reagerer kraftigt skal man køre ned på halvt dosis Spenglersanen/Polysanen ordineres til indgnidning i mindst 6 uger, hvorefter resultatet kan kontrolleres med ny test.

Enderlein-Isopatisk terapi

Tyskeren Enderlein var forsker og professor i mikrobiologi, og han levede fra 1872-1968. Under arbejde med mørkefelts mikroskopi opdagede han små levende organismer i erytrocytten, som han valgte at kalde spermitter. Grundlaget for Enderleins arbejde var den franske forsker A. Bechamp.

Enderlein iagttog, at spermitter indgik i forbindelse med højere strukturer, og produktet blev lynhurtigt usynligt. Der var et slutprodukt, som var så lille, at det ikke kunne iagttages i lysmikroskop.

Dette slutprodukt var en symbiotisk plante urkerne som sås i erytrocytten. Det blev kaldt endobionten. Enderlein har med eksperimenter vist, at bakterier har inaktive forstadier som kan udvikle sig til svampelignende mikroorganismer under uheldige omstændigheder. Teorierne bevirker, at man ikke skal lede efter udefrakommende spirer til eksempelvis cancer, men at vi bærer kimen i os.

Mikroorganismer kan under bestemte forudsætninger optræde i bestemte udviklingstrin og i forskellige former uden at miste sin egenart. Virus, bakterier og svampe er forskellige udviklingstrin af mikrober. Det er de røde blodlegemer som ligger sammenrullet, at vi finder endobionten som er en svampelignenede plantespire (mucor racemosus og aspergillus niger) der har været i blodet siden de første udviklingstrin fra planteriget. Denne urkerne følger os hele livet og endog efter døden.

Endobionten kommer ind i kroppen gennem moderkagen, og vi lever i symbiose med endobionten, hvilket vil sige at den understøtter stofskiftet og styrker immunforsvaret. Hvis svampen formerer sig grundet forskellige patogene faktorer, og udvikler sig til højere udviklingstrin bliver samlivet til dysbiose.

Årsager til dysbioser er bl.a. ubalance i blodet mellem mineraler og syrer, overforbrug af proteiner (primitiv formerne er proteinædere, ved "fodring” vil de trives bedre), psykiske faktorer med eksempelvis sympaticus dominans som udvikler acidose (syretilstand i kroppen), miljøpåvirkniner (toxiner m.m) eller bare alderen i det hele taget som skubber i retning af acidose.

Jo højere udvikling des mere skade forvolder den. Man kan ikke tale om, at mikroorganismer er årsag til sygdomme, men det viser kun, at ændringer i miljøet gør det muligt for dem at leve.

Den moderne lægevidenskab er grundlagt ud fra Pasteurs opfattelse af at mikroorganismer blot er tilstede, og ikke undgår nogen forandring. (Monomorfisme)

Enderlein har siden 1920 argumenteret mod Pasteur med den opfattelse, at mikroorganismer kan optræde i forskellige udviklingstrin. (Polymorfisme). Hans arbejde giver først rigtig genklang i dag, hvor eksempelvis antibiotikaenes virkning med resistente bakterier, er ved at føre til nyopfattelse af betydningen.

Isopatisk terapi:

Er brug af Sanum-præparater af svampefasen. (De indeholder chondritter, skimmelsvampe og gær). Chondritter er apatogene lave udviklingstrin af forskellige svampe, som enten er af specifik natur, som ved Mucor racemosus fresen og Aspergillus niger eller af uspecifik natur som f.eks. Pencillinum notatum.

De specifikke chondritter nedbryder de virulente parasitære mikroorganismer, idet de forener sig med dem, og dermed er med til at nedbryde dem. De uspecifikke chondritter virker som pirringsstoffer, idet de gennem absorbering af ferment fra fremmede mikrober understøtter organismens immunforsvar.

Midlerne er udviklet af Enderlein, og dels opbygget efter hans tanke. De er ikke rettet mod sygdommen, men understøtter kroppen i den egne regenerations muligheder.

Tabletter og kapsler skal normalt indtages på fastende hjerte, eller om aftenen ved sengetid. Kapsler synkes sammen med lidt vand. Tabletterne ligges under tungen til de er opløst.

Injektioner:

Må i Danmark kun udføres af læger.
En injektionsserie begynder med D7. Hvis reaktionen udebliver fortættes med D6 og sidst D5, hvis det måtte være nødvendigt. Injektionsbehandling er den kraftigst virkende. Det kan foretages intracutan (lige under huden), subcutan (længere nede i huden), intramuskulært eller intravenøst.

TIL TOPPEN

Bionordic kan på ingen måde drages til ansvar direkte eller indirekte for nogen handling, skade eller gene som følge af brug af de råd og oplysninger, der er tilgængelige på www.bionordic.dk.

Alle oplysninger og råd bringes som forfatteren har ønsket det, og der gives ingen garanti for indholdets korrekthed. Bionordic har copyright på alle tekster der findes på siden. Gengivelse og kopiering er forbudt.


© Copyright 2000 BioNordic® - All rights reserved